5.16 Tid

Hjem ／ Kapitel 5: Mikroskopiske partikler

I Teorien om energifilamenter (EFT) er tid ikke en selvstændig akse i universet, men den lokale takt i fysiske processer. Denne takt fastsættes i fællesskab af tensorintensitet og struktur. Fordi miljøer adskiller sig, gør deres takt det også; derfor skal vi kalibrere til en fælles skala, før vi sammenligner på tværs af miljøer.

I. Mikroskopisk takt og tidsstandard

Spørgsmål: Hvis vi bruger mikroskopisk takt som tidsstandard, kommer de “universelle konstanter” så til at se forskellige ud?

Hovedpunkter:

• Mikroskopisk takt kommer fra stabile oscillatorer, for eksempel overgangsfrekvenser i atomure. Højere tensorintensitet gør den lokale takt langsommere; lavere intensitet gør den hurtigere.
• Det samme ur går med forskellig hastighed i forskellige tensormiljøer. Dette er gentagne gange bekræftet i målinger med højdeforskelle og i sammenligninger mellem satellitter og jordstationer.
• I strengt lokale eksperimenter (samme sted og samme øjeblik) skal resultaterne af fysikkens love stemme overens. Der findes indtil nu ingen troværdige beviser for, at lokale dimensionsløse konstanter driver med retning eller epoke.
• Hvis vi sammenligner miljøer uden først at føre deres lokale takt tilbage til den samme standard, kan taktforskelle fejltolkes som “ændrede konstanter”. Korrekt fremgangsmåde er: kalibrer først, sammenlign derefter.

Konklusion:
At definere tid via mikroskopisk takt er pålideligt. Forskelle mellem miljøer afspejler forskelle i kalibreringen af takten, ikke vilkårlige spring i fundamentale konstanter.

II. Mikroskopisk tid og makroskopisk tid

Spørgsmål: Hvis den mikroskopiske takt bliver langsommere et sted, bliver makroskopiske hændelser så samtidig langsommere?

Hovedpunkter:

1. Makroskopiske tidsskalaer bestemmes af to faktorer i samspil. (1) Lokal takt styrer indre trin som faser i kemiske reaktioner, atomare overgange og henfaldstider. (2) Udbredelse og transport styrer signaloverførsel, spændingsaflastning, varmediffusion og væskecirkulation.
2. Øget tensorintensitet gør den lokale takt langsommere, men hæver samtidig udbredelsesloftet. Med andre ord: på samme sted går ure langsommere, mens signaler og forstyrrelser kan relæes hurtigere gennem “energi­havet”.
3. Om “makro også bliver langsommere”, afhænger af, hvilken faktor der dominerer:
   • Dominerer den lokale takt (fx udstyr drevet af overgangsfrekvenser), er tempoet lavere i områder med høj tensorintensitet.
   • Dominerer udbredelsen (fx bølgefrontens fremrykning i samme materiale), kan tempoet tværtimod blive højere i områder med høj tensorintensitet.
4. En fair sammenligning mellem to miljøer kræver, at man medregner både forskelle i takt og rute-/materialeafhængige forskelle i udbredelse.

Konklusion:
“Langsommere i mikro” betyder ikke automatisk “langsommere overalt”. Makroskopiske tidsskalaer opstår af samvirket mellem takt og udbredelse; den dominerende faktor bestemmer den oplevede hastighed.

III. Tidens pil

Spørgsmål: Hvordan bør vi forstå kvanteeksperimenter, der nogle gange ser ud til at vise “omvendt kausalitet”?

Hovedpunkter:

• På mikroniveau er ligninger ofte omtrent reversible. Når et system udveksler information med omgivelserne, og vi anvender grovkornet aggregering (coarse-graining), sletter dekoherens de reversible detaljer. Makroskopisk fremkommer en énsrettet udvikling fra lav til høj entropi: den termodynamiske tidspil.
• I eksperimenter med sammenfiltring og forsinket valg vildleder udsagnet “senere valg bestemmer fortiden” let. En sikrere tolkning er, at system, måleapparat og omgivelser deler et fælles netværk af tensorbegrænsninger og korrelationer. Når målebetingelser ændres, ændres netværkets randbetingelser; statistikken følger trop. Intet budskab løber baglæns i tiden; betingelserne virker blot samtidig.
• En kausalitetsgrænse består altid. Enhver informationsbærende forstyrrelse respekterer det lokale udbredelsesloft. Det, der synes “øjeblikkeligt”, er korrelation under fælles begrænsninger, ikke et signal, der passerer kausalitetskeglen.

Konklusion:
Tidens pil udspringer af informations­tab under grovkornet aggregering. Kvanteverdenens “mærkværdigheder” afspejler netværksbegrænsninger og korrelationer, ikke en reel omvending af kausalitet.

IV. Tid som dimension: værktøj eller virkelighed

Spørgsmål: Skal vi behandle tid som en dimension i rumtiden?

Hovedpunkter:

• At indflette tid i en fire-dimensionel beskrivelse er et kraftigt “bogføringsværktøj”. Det samler love på tværs af referencesystemer, gravitationsbetingede urforskelle og optiske vej­forsinkelser på ét geometrisk lærred, med korte og kovariante beregninger.
• I Teorien om energifilamenter kan tid også forstås som et felt for lokal takt, mens grænsen for overførselshastighed følger af et felt for udbredelsesloft fastsat af tensoren. Med disse to “fysiske kort” kan de samme observationer rekonstrueres.
• I praksis supplerer de to sprog hinanden: Brug takt og tensor til intuition og mekanisme (hvorfor), og fire-dimensionel geometri til effektive udledninger og numerik (hvor meget).

Konklusion:
Fire-dimensionel tid er et glimrende værktøj, men behøver ikke være universets “substans”. Tid læses bedst som lokal takt; vælg 4D-fortællingen til beregninger og takt-og-tensor-fortællingen til mekanistiske forklaringer.

V. Sammenfattende

• Tid er en aflæsning af lokal takt. Da takten afhænger af tensormiljøet, kræves kalibrering før krydssammenligninger.
• Makroskopisk tempo bestemmes af både takt og udbredelse; den dominerende faktor afgør, om det opleves hurtigere eller langsommere.
• Tidens pil følger af dekoherens og grovkornet aggregering; kvantekorrelationer vender ikke kausaliteten om.
• Brug tid som fjerde dimension til effektiv “bogføring” og beregning; brug tid som lokal takt til at forklare mekanismer. Perspektiverne er forenelige, ikke modstridende.