8.5 Fælles afgørelse om rødforskydning: Grupperet audit af TPR, afstandskalibreringskæden og lokale residualer

1. Afsnittets konklusion

En afgørelse om rødforskydning kan ikke afsluttes med, at »Hubble-diagrammet ser nogenlunde rigtigt ud«. Tre regnskaber skal prøves samtidigt og i en fast rækkefølge: Først fastlåses definitionerne ved kilden og i afstandskæden; dernæst tilpasses TPR-hovedaksen; til sidst føres lokale uoverensstemmelser, RSD og miljøtomografi tilbage til residualleddet. Kun hvis TPR fortsat bærer hovedbidraget, afstandskalibreringskæden kan lukkes under værnene om kildeendekalibrering og linealers og ures fælles oprindelse, og PER holdes i residualleddet, kan EFT fastholde: Brug TPR til at sætte grundfarven og PER til at forfine detaljerne. Svigter blot ét af de tre regnskaber vedvarende, må den kosmologiske påstand trækkes tilbage.

2. Afgørelseskort

• Kerneforpligtelse: Δz = z_TPR + z_PER, hvor z_TPR bærer hovedbidraget, mens z_PER kun hører hjemme i residualleddet. Hovedaksen skal vurderes først og den fine korrektion bagefter; regnskabet må ikke vendes om.
• Primære aflæsninger: hvor stabil en universel α er på tværs af kildetyper; hvor meget residualspredningen reduceres efter tilpasning af TPR-hovedaksen; hvor godt afstandskalibreringskæden lukkes under værnene om kildeendekalibrering og linealers og ures fælles oprindelse; endepunktskorrelationen i lokale uoverensstemmelser i rødforskydning; muligheden for at genfortolke RSD; samt den resterende fin korrektion efter miljøstratificering.
• Vigtige artefakter og alternative forklaringer: støvekstinktion og degenereringer i farveloven; udvikling ved kilden og værtsafhængighed for standardlys; selektionseffekter og afskæring af stikprøver; K-korrektioner, nulpunktsdrift og forskelle mellem pipelines; projektionseffekter mellem nærliggende objekter, fejlagtig tilknytning til grupper eller hobe og særhastighedsfelter; samt lækage fra miljøetiketter.
• Elementer, der skal fastlåses ved præregistrering: kildetyper og rødforskydningsvinduer; regler for at medtage eller udelukke uafhængige afstandskæder; definitionen af miljøstrata; reglen for at adskille hovedakse og residualer; statistiske tærskler; samt planer for holdout-sæt og blinding.
• Betingelser for støtte: TPR bærer hovedaksen stabilt; den universelle α varierer ikke urimeligt meget mellem kildetyper; afstandskalibreringskæden kan fortsat lukkes under de nye værn; lokale uoverensstemmelser i rødforskydning peger primært mod en forklaring ved endepunkterne; RSD kan indgå i den interne aflæsningskæde; og PER udgør kun en lille, dispersionsfri fin korrektion af residualerne, som kan bogføres særskilt efter miljø.
• Øvre grænser / opstramning: TPR er kun stabil i bestemte rødforskydningsvinduer eller for bestemte kildetyper; α kræver et bredere bånd for systematiske usikkerheder eller en begrænset hierarkisk korrektion; PER vejer tungere i lokale højtryksvinduer uden at overtage hovedaksen; og nulresultater i enkelte vinduer omsættes til parametergrænser eller et snævrere anvendelsesområde.
• Strukturel skade: TPR kan ikke bære hovedbidraget; den universelle α splintres i flere indbyrdes uforenelige definitioner; afstandskalibreringskæden kan kun lukkes under en antagelse, der på forhånd giver geometrien førsteprioritet; lokale uoverensstemmelser i rødforskydning følger hovedsageligt udbredelsesvej eller projektion; og PER må ophøjes til en hovedvariabel, der er specifik for en kildetype eller udbredelsesvej.
• Håndtering af nulresultater: Hvis der ikke ses nogen miljøafhængig fin korrektion, ingen endepunktskorrelation i de lokale uoverensstemmelser, eller hvis α er ustabil i holdout-sættet, skal resultaterne omskrives til henholdsvis en øvre grænse for PER-amplituden, en øvre grænse for endepunktskorrelationen, en øvre grænse for heterogenitet mellem kildetyper eller en indsnævring af TPR’s gyldighedsvindue.
• Repræsentative dataindgange: store offentlige supernovastikprøver; kataloger over uafhængige afstandsmål; offentliggjorte RSD-statistikker; værts- og miljøkataloger; samt senere målrettede observationer af lokale uoverensstemmelser og stikprøver med ensartede definitioner.
• Implementeringsniveauer: T0: genanalyse af offentlige data; T1: ansøgning om dedikeret observationstid til matchede stikprøver og supplerende værtsmålinger; T2: udvikling af en fælles, koordineret analyseprotokol, der forbinder kildeindikatorer, afstandskæden, RSD og miljøtomografi.

Bedømmelseskortet skal ikke erstatte brødteksten. Det skal på forhånd gøre reglerne for sejr og nederlag, tærsklernes formulering og håndteringen af nulresultater tydelige, så alt det efterfølgende materiale vurderes efter den samme ramme.

3. Hvilke tre regnskaber vurderer den fælles afgørelse om rødforskydning, og hvorfor skal de behandles samlet?

Dette afsnit vurderer tre regnskaber, og ingen af dem kan undværes.

• Det første er hovedaksens regnskab: I store stikprøver skal det afgøres, om den systematiske rødforskydning primært stammer fra en sammenligning af endepunkternes rytmestandarder på tværs af kosmiske epoker eller fra en ensartet udvidelse af den geometriske baggrund. EFT tillader kun ét stærkt løfte her: TPR skal først bære grundfarven; PER må ikke komme i forkøbet.
• Det andet er kalibreringskædens regnskab: Er standardlys, standardlinealer, afstandsstigen og uafhængige afstandsmål rent geometriske dommere uden for universet, eller er de selv strukturelle aflæsninger inden i universet og skal derfor vurderes sammen med lysstyrkestandarden ved kilden, værtsmiljøet, linealers og ures fælles oprindelse og lokal metrologi?
• Det tredje er residualregnskabet: Skal lokale uoverensstemmelser i rødforskydning mellem nærliggende objekter, RSD, miljøstratificering og tomografi langs udbredelsesvejen forstås som en samling lappeløsninger efter en fejlslagen hovedakse, eller som en begrænset fin korrektion oven på TPR-grundfarven? Her skal EFT være entydig: Δz kan opdeles i z_TPR + z_PER, men z_TPR bærer hovedbidraget, og z_PER hører kun hjemme i residualleddet. Hvis PER må udvides, så det sluger hovedtendensen, er arbejdsdelingen allerede brudt sammen.

Det er også derfor, at supernovaer, lokale uoverensstemmelser i rødforskydning mellem nærliggende objekter, RSD og miljøgruppering ikke kan behandles som fire adskilte fortællinger. Supernovaerne tester, om standardlys fortsat uden videre kan opfattes som rent geometriske målestokke. De lokale uoverensstemmelser tester, om endepunkterne kan skrive forskellen ind, når udbredelsesvejen næsten er den samme. RSD tester, om den statistiske struktur i hastigheder langs sigtelinjen i store stikprøver nødvendigvis må forbeholdes en ekspanderende baggrund. Miljøgruppering og tomografi langs udbredelsesvejen undersøger specifikt, om PER kan blive i residualleddet. De fire aflæsninger er ikke fire uafhængige figurer, men fire snit gennem den samme aflæsningskæde.

4. Fælles protokol: fastlås først, tilpas dernæst, og auditér residualerne til sidst

For at forhindre, at EFT selv glider tilbage til en teori, der bæres af ad hoc-løsninger, skal arbejdsgangen i dette afsnit præregistreres og fastlåses.

• Trin 1: Fastlås først definitionerne ved kilden og i afstandskæden. Hvilke uafhængige afstandsmål får adgang til hovedstikprøven? Hvilke relationer for standardlys må indgå i hovedtilpasningen? Hvilke værts- og miljøindikatorer bruges kun til stratificering og ikke i hovedmodellen? Hvilke kildetyper reserveres til holdout-sættet? Alt dette skal være fastlagt, før resultaterne ses.
• Trin 2: Brug kun hovedaksevariablerne til først at tilpasse TPR-grundfarven. Miljøtomografi, små forstyrrelser langs udbredelsesvejen, lokale anomalier og særtilfælde i stikprøven må ikke straks hældes ind i hovedmodellen. Først testes, om TPR kan bære grundfarven; derefter, om PER kan finjustere residualerne.
• Trin 3: Når hovedaksen er fastlåst, testes det, om en universel α holder på tværs af kildetyper, himmelområder og uafhængige afstandskæder. Den må gerne have et usikkerhedsbånd, en hierarkisk struktur og systematiske led, men ikke én regel for supernovaer i dag, en anden for spektrallinjestikprøver i morgen og endnu en særregel for en ny kildetype i overmorgen.
• Trin 4: Før derefter lokale uoverensstemmelser i rødforskydning mellem nærliggende objekter, RSD og miljøgruppering tilbage til residualauditten. Træk først z_TPR fra, og undersøg så, om det resterende z_PER er lille, dispersionsfrit, har samme fortegn og samme rangordning og kun er signifikant i de præregistrerede miljøvinduer. En analyse, der først åbner helt for PER og bagefter lader TPR samle resterne op, er en tilpasning, der bryder protokollen.
• Trin 5: Alle støttelinjer, øvre grænser og kriterier for strukturel skade skal afgøres med det samme sæt præregistrerede tærskler. Formuleringen må ikke ændres, efter at resultatet er set. Kun sådan bliver 8.5 ikke et afsnit, der »kan fortælle en historie«, men et afsnit, der »er villigt til at lade sig prøve«.

5. Lagdelt kvantificering: Hvad skal dette afsnit faktisk kvantificere?

Det, der mangler her, er lagdelt kvantificering – ikke en uafledt konstant, der blot skal få teksten til at virke mere stringent. Mindst fem lag skal kvantificeres.

• Første lag: retningen. Hvis TPR virkelig bærer hovedaksen, skal retningen og monotonien først overleve i hovedstikprøven, holdout-sættet og replikationen på tværs af pipelines. Den må ikke vende, blot fordi kildetypen ændres.
• Andet lag: rangordningen. Hvis en universel α virkelig kommer fra det samme basiskort over spændingsforhold, bør rangordningen ikke skifte hyppigt mellem kildetyper, uafhængige afstandskæder og rødforskydningsvinduer. Den forklaringskraft, der rangerer højest i hovedstikprøven, må ikke pludselig falde bagud i holdout-sættet.
• Tredje lag: den mindste skelnelige effektstørrelse. For hver datatype skal præregistreringen angive, hvor stor reduktionen i hovedaksens residualer skal være, hvor meget α må variere på tværs af kildetyper, og hvor lille en fin korrektion af residualerne der stadig skal være synlig efter miljøstratificering. Under de fastlagte niveauer skal resultatet registreres som »ikke skelneligt« og må ikke presses til at tælle som støtte.
• Fjerde lag: de statistiske tærskler. Brødteksten bør ikke opfinde en universel grænse på 3σ, 5σ eller et andet fast tal. Tærsklerne skal på forhånd defineres i tre niveauer – tendens, støtte og afgørelse – ud fra datasættets følsomhed og budgettet for systematiske usikkerheder. De må ikke flyttes bagefter for at passe til resultatet.
• Femte lag: øvre grænser og håndtering af nulresultater. Hvis et vindue ikke viser den forventede miljøafhængige fin korrektion, en endepunktskorrelation i de lokale uoverensstemmelser eller en universel α, der er stabil på tværs af kildetyper, må resultatet ikke behandles uklart. Det skal omskrives til en øvre grænse for PER-amplituden, en øvre grænse for heterogenitet mellem kildetyper, et snævrere gyldighedsvindue i rødforskydning eller en nedgradering af TPR’s universelle formulering.

6. Vigtige artefakter og alternative forklaringer

Støtten i dette afsnit må ikke bygge på den lempelige holdning, at alt, der ligner ny fysik, automatisk tæller som støtte til EFT. Det første spørgsmål skal være: Hvilke kendte astrofysiske forhold og databehandlingsvalg kan lettest efterligne signalet?

• Den første artefaktklasse er ekstinktion fra støv, degenerering i farveloven og støvpopulationer, som ikke er fuldt modelleret. Hvis den påståede korrektion af hovedaksen eller miljøresidualen kan kopieres fuldstændigt af støvskabeloner, drift i farvekorrektionen eller valget af observationsbånd, tæller den ikke som støtte til EFT.
• Den anden artefaktklasse er udvikling ved kilden og værtsafhængig drift i standardiseringen. For standardlys gælder det for eksempel relationen mellem lyskurvens bredde og lysstyrke, farvekorrektion, metallicitet, værtens alder og dannelseshistorie. Hvis disse forhold ikke er fastlåst, kan »kildeendekalibrering« og »drift i stikprøven« blive blandet sammen.
• Den tredje artefaktklasse er selektionseffekter og skift i analysegrundlaget: Malmquist-bias, afskæring af rødforskydningsvinduer, forskelle i stikprøvekomplethed, K-korrektioner, forskelle mellem spektrallinjetilpassere, nulpunktdrift og systematiske forskydninger fra forskellige støjreduktionskæder.
• Den fjerde artefaktklasse er projektionen mellem nærtliggende objekter, fejlagtig gruppetilknytning, særhastighedsfelter og lækage fra miljøetiketter. Hvis de lokale uoverensstemmelser først og fremmest følger disse geometriske eller klassifikationsmæssige fejlkilder, og ikke endepunktsindikatorerne, kan de ikke indlemmes som et lokalt TPR-vindue.
• Den femte artefaktklasse er model- og pipelineafhængighed. Hvis konklusionen ændrer sig markant, når de samme data behandles med en anden lyskurvetilpasser, en anden beregningsmetode for afstandskæden, en anden RSD-pipeline eller en anden miljøinddeling, er det første resultat ikke støtte, men »ustabil analyseprotokol«.

7. Hvilke resultater giver reel støtte til EFT?

For 8.5 er reel støtte ikke et Hubble-diagram, der »ser nogenlunde ud«. Den kræver, at følgende forhold optræder samtidig.

• TPR bærer faktisk hovedbidraget: Den systematiske rødforskydning i store stikprøver kan beskrives stabilt af TPR under én fælles analyseprotokol, og den universelle α udviser ikke store forskydninger mellem kildetyper, himmelområder og uafhængige afstandskæder.
• Afstandskalibreringskæden bryder ikke sammen, når kildesiden auditeres: Standardlys, standardlinealer, afstandsstigen og uafhængige afstandsmål kan fortsat lukkes under værnene om kildeendekalibrering og linealers og ures fælles oprindelse, i stedet for at miste sammenhængen over hele linjen, så snart den rent geometriske forudsætning forlades.
• Lokale uoverensstemmelser i rødforskydning forklares primært af forskelle ved endepunkterne: Når den fælles udbredelsesvej bortfalder i en differensanalyse, har uoverensstemmelsen tydeligt samme retning som indikatorer for spændingen ved endepunkterne, kerneaktivitet og kompakthed, mens korrelationen med indikatorer for udbredelsesvej, projektion og medium er svag.
• RSD skal ikke automatisk fortolkes ud fra et geometri-først-princip: Det kan genfortolkes stabilt under antagelsen om, at rødforskydning først og fremmest er en intern aflæsningskæde, uden at en ensartet ekspanderende baggrund igen får eneret på hovedforklaringen.
• PER bliver i residualleddet: Miljøtomografi og gruppering efter udbredelsesvej kan faktisk aflæse en lille, dispersionsfri fin korrektion med samme lokalisering og samme rangordning i residualerne efter fradrag af TPR. Men PER overtager hverken hovedaksen eller kræver en ny særhistorie for hver kildetype.

For det sjette skal alle fem forhold fortsat bevare retning, rangordning og analyseprotokol efter prøvning på holdout-sæt, blinding og replikation på tværs af pipelines. Hvis også dette lag holder, har EFT ikke blot vundet nogle få flotte eksempler; så har teorien for første gang opnået reel fælles støtte i spørgsmålet om rødforskydning.

8. Hvilke resultater giver kun øvre grænser eller opstramning – uden straks at udelukke teorien?

Ikke alle resultater i modsat retning sender straks EFT tilbage til omskrivningsstadiet. Nogle indebærer en nedskalering snarere end kassation og skal bogføres tydeligt som øvre grænser, et snævrere anvendelsesområde eller indsnævrede parameterrum.

For det første kan TPR måske kun bære hovedaksen stabilt i et bestemt rødforskydningsvindue, for visse kildetyper eller i bestemte miljøklasser og blive markant svagere uden for dem. EFT kan stadig bestå, men anvendelsesområdet må indsnævres; den stærke universelle formulering kan ikke længere opretholdes gennem hele bindet.

For det andet kan en universel α stadig være synlig som en overordnet fælles relation, men være mindre stram end først antaget. Den kan derfor kræve et bredere bånd for systematiske usikkerheder eller begrænsede hierarkiske korrektioner mellem kildetyper. EFT kan stadig bevare hovedaksen, men må opgive den for stærke formulering om »én eneste uforanderlig konstant«.

For det tredje kan PER være tungere end ventet uden at have overtaget hovedaksen og i visse højtryksmiljøer, usædvanlige sigtelinjer eller bestemte værter nærme sig TPR i størrelsesorden. EFT kan da ikke længere beskrive PER som en næsten ubetydelig fin korrektion, men må erkende, at bidraget vejer mere i lokale højtryksvinduer.

For det fjerde kan lokale uoverensstemmelser i rødforskydning eller miljøafhængig fin korrektion give nulresultater i enkelte vinduer. Det må ikke omfortolkes som, at »intet skete«. Resultatet skal registreres som en øvre grænse for endepunktskorrelationen, en øvre grænse for den fine korrektion langs udbredelsesvejen eller et negativt resultat for bestemte miljøstrata og dermed indsnævre EFT's parameter- og gyldighedsvinduer.

9. Hvilke resultater vil give direkte strukturel skade?

Det, der rammer EFT's hovedstruktur, er, at følgende resultattyper optræder vedvarende, stabilt og på tværs af pipelines.

• TPR kan ikke bære hovedbidraget. Uanset hvordan analyseprotokollen fastlåses, kan hovedtendensen kun opretholdes ved hjælp af et stort PER-bidrag, kildetypespecifikke regler eller yderligere lapper.
• Den universelle α holder slet ikke. Supernovaer kræver én regel, spektrallinjestikprøver en anden og uafhængige afstandskæder en tredje, uden en fælles kortlægning, som de kan konvergere mod.
• Afstandskalibreringskæden kræver vedvarende, at geometrien kommer først. Når kildeendekalibrering, linealers og ures fælles oprindelse og miljøstratificering inddrages, mister standardlys og standardlinealer stabiliteten på tværs af store dele af dataene. Kæden kan da kun lukkes ved igen at skrive rødforskydningen ind i en rent geometrisk baggrund.
• Lokale uoverensstemmelser i rødforskydning styres primært af udbredelsesvej eller projektion, mens endepunktsindikatorerne forbliver tavse; eller den påståede endepunktskorrelation forsvinder, så snart den prøves i holdout-sæt og under blinding.
• RSD og miljøtomografi tvinger PER ind i hovedrollen og kræver måske endda markant dispersion, stærk afhængighed af kildetype eller miljøspecifikke regler for udbredelsesvejen. På det tidspunkt omskriver EFT ikke længere forklaringsrækkefølgen for rødforskydning; teorien stabler igen lapper oven på hinanden.
• De afgørende konklusioner holder kun i én pipeline, én tilpasningsalgoritme eller ét etiketssystem. Så snart pipelinen ændres, vender retningen, rangordningen bryder sammen, eller tærsklerne må nulstilles. I så fald er det første, der fejler, ikke himmelobjekterne, men dette afsnits metodiske disciplin.

10. Hvornår kan der endnu ikke fældes dom?

Dette afsnit bevarer naturligvis kategorien »endnu ikke vurderet«, men grænsen skal være tydelig. Den er kun rimelig i følgende situationer.

• De uafhængige afstandsbestemmelser er stadig for svage, og de systematiske kovarianser i afstandsstigen er endnu ikke fastlåst, så hovedaksen og kalibreringskæden ikke kan bogføres hver for sig.
• Definitionerne for miljøtomografi og gruppering efter udbredelsesvej er endnu ikke ensartede, så PER og systematiske effekter stadig let kan bytte plads.
• Dækningen på tværs af kildetyper er utilstrækkelig. Den påståede universelle α ses derfor kun i et meget snævert stikprøveinterval og er endnu ikke blevet til en reproducerbar praksis for store stikprøver.
• De vigtigste artefakter er endnu ikke udelukket; for eksempel er tests med støvbaserede surrogatskabeloner, permutation af etiketter og observationssteder eller udskiftning af pipelines ikke afsluttet. Så længe disse prøvninger mangler, kan resultatet ikke løftes til en afgørelse.

Men når alle værn er på plads, holdout-analysen er udført, replikationen på tværs af pipelines er gennemført, og resultatet stadig peger den modsatte vej, er kategorien »endnu ikke vurderet« ikke længere gyldig. Så er dataene ved at svække EFT; man venter ikke blot på bedre instrumenter.

11. Auditprotokol: Holdout-sæt, blinding, nulkontroller og replikation på tværs af pipelines

Som protokolskabelon for bind 8 skal dette afsnit omsætte de fire værn til handlinger, der kan udføres, i stedet for kun at opstille principper.

Holdout-sættet skal mindst dække én af følgende akser: kildetype, himmelområde, rødforskydningsvindue og definitionen af afstandskæden. Enhver tendens, der findes i hovedstikprøven, skal i holdout-sættet som minimum bevare retning, rangordning og en stabil analyseprotokol.

Blindingen skal mindst omfatte miljøetiketter, reglen for at adskille hovedakse og residualer samt nogle etiketter for kildetype. Analytikerne skal fastlåse hovedtilpasningen, residualvinduerne og bedømmelsestærsklerne, før blindingen ophæves og konklusionen ses – ikke se resultatet først og bagefter omskrive reglerne.

Nulkontrollerne skal omfatte støvbaserede surrogatskabeloner, permutation af etiketter, ombytning af skabeloner for kilde og udbredelsesvej, tilfældig nyparring af nærtliggende objekter samt indsprøjtning af kunstige residualer uden at ændre støjbudgettet. Hvis disse surrogater kan frembringe »støtte« på samme niveau, skal konklusionen i dette afsnit nedgraderes.

Replikation på tværs af pipelines skal mindst omfatte to uafhængige behandlingskæder for lyskurver eller spektre, to uafhængige løsningsveje for afstandskæden og selvstændige regler for inddeling af RSD- eller miljøtomografidata. Hvis retning, rangordning og forholdet mellem hoved- og residualbidrag ikke overlever skiftet af pipeline, må konklusionen ikke opgraderes.

12. Repræsentative dataindgange og implementeringsniveauer

Platformnavne er kun indgange i dette afsnit, ikke den logiske hovedakse. For at gøre arbejdet tilgængeligt for observatører og forskergrupper kan indgangene opdeles i tre niveauer.

• Niveau T0: genanalyse af data, der kan udføres straks: Store offentlige supernovastikprøver, kataloger over uafhængige afstandsmål, offentliggjorte RSD-statistikker og værts- og miljøkataloger kan alle genanalyseres med dette afsnits nye regnskabsdisciplin for holdout-sæt, blinding og nulkontroller.
• Niveau T1: målrettet styrkelse, der kræver dedikeret observationstid: ensartede spektroskopiske definitioner for stikprøver med lokale uoverensstemmelser i rødforskydning, dybere supplerende målinger af værtsmiljøer og matchede stikprøver, der er designet til den samme afstandskæde og det samme miljøvindue.
• Niveau T2: en skræddersyet platform med større koordinationskrav: kildeindikatorer, uafhængige afstandsmål, RSD og miljøtomografi samles i én fælles kalibreringskæde, der specifikt er designet til at adskille »TPR-hovedakse« fra »PER-residualer«.

Repræsentative platforme kan anføres i den samlede oversigt i 8.3 eller i et bilag, for eksempel offentlige supernovakompilationer, uafhængige afstandsprojekter, RSD-data af DESI-typen eller senere målrettede observationsprogrammer. Rækkefølgen i dette afsnit følger fortsat først den ovenstående bedømmelseslogik og kobles derefter til konkrete platforme.

Niveau｜Opgavetype｜Formål i dette afsnit

1. T0｜Genanalyse af offentlige data: Genkør regnskabsopdelingen mellem hovedakse og residualer samt holdout-sæt, blinding og nulkontroller med eksisterende supernovadata, uafhængige afstandskæder, RSD og miljøkataloger.
2. T1｜Målrettet styrkelse gennem observationer: Etabler fælles definitioner for spektroskopi og værtsmiljø for stikprøver med lokale uoverensstemmelser i rødforskydning, eller design matchede stikprøver for den samme afstandskæde.
3. T2｜Fælles kalibrering eller skræddersyet platform: Inddrag kildeindikatorer, uafhængige afstandsmål, RSD og miljøtomografi i én fælles kalibreringskæde, der specifikt tester opdelingen mellem TPR og PER.

13. Afsnittets sammenfatning

En afgørelse om rødforskydning kan ikke nøjes med at spørge, om noget »ligner et Hubble-diagram«. Den skal også vise, om kildeendekalibrering, standardlys og standardlinealer, lokale uoverensstemmelser i rødforskydning mellem nærliggende objekter, den statistiske struktur i RSD og miljøstratificering kan lukkes under den samme disciplin: »TPR som hovedakse, PER som residualled«. Hvis regnskabet kan lukkes, har EFT for alvor vundet denne afgørelseslinje; hvis ikke, må teorien træde tilbage.